Mange gamle mure skylder deres maleriske vintage-karakter til væksten af bregner, mosser og andre planter. De bringer liv til de døde sten, for hvor der vokser planter, kan dyr også lide at slå sig ned.
For nogle arter, som for eksempel murruden (Asplenium ruta-muraria), der præsenteres her, er de endda vigtige biotoper. Uden vores bygninger ville den ikke have været i stand til at sprede sig så langt. Det gælder i øvrigt også for andre planter, såsom torskemund.
Asplenium ruta-muraria på en kirkemur. Jeg kunne ikke observere, om ildtægen (Pyrrhocoris apterus) kun gemmer sig der eller også suger på bregnen.
Asplenium ruta-muraria bliver kun omkring 15 centimeter høj og beholder sine blade selv om vinteren. Den hører til bregnefamilien (Aspleniaceae) og er nært beslægtet med den fuglerede bregne, som er populær som stueplante, og hjortetunge (Asplenium scolopendrium), som er hjemmehørende i Danmark.
Udbredelsesområdet for denne bregne omfatter det tempererede og tropiske Asien, den er hjemmehørende i de fleste europæiske lande og også i nogle nordamerikanske regioner.
Den trives bedst på solrige til halvskyggefulde steder. Gamle mure med mange revner og samlinger, hvor rødderne kan sprede sig, er ideelle.
Rhipsalis-arterne cassutha, clavata og burchellii.
Slægten Rhipsalis omfatter omkring 40 arter. I Danmark kaldes de misteltenkaktusser. De fleste af dem er hjemmehørende i Brasilien. Hvor de enten er
epifytiske, siddende på træer;
litofytiske, på eller mellem sten, eller
terrestriske, i jorden
vokser.
Rhipsalis burchellii
Afhængigt af arten har disse kaktusser runde, kantede eller flade skud, der kan blive flere meter lange. Deres blomster er hvide, gule eller lyserøde.
Nogle Rhipsalis-arter ligner meget de populære julekaktusser og påskekaktusser. De er ikke kun nært beslægtede, men lever også på de samme levesteder.
Pleje af misteltenkaktusser
De følgende instruktioner er generelle, de henviser til kravene til populære arter, der kan fås i havecentre. Som Rhipsalis baccifera, Rhipsalis cassutha, Rhipsalis cereuscula, Rhipsalis ewaldiana eller Rhipsalis pilocarpa.
Rhipsalis mesembryanthemoides
Beliggenhed
Lyse steder er ideelle, med morgensol, aftensol og vintersol. Hvis krukken ikke placeres direkte bag vinduet i denne periode, kan den også tåle den varme sommersol.
Rhipsalis crispata
Substrat
De fleste Rhipsalis-arter vokser godt i standardblandinger til kaktusser. For mig har følgende blanding vist sig at være en succes:
2 dele tørvefri urte- eller grøntsagsjord oven på hinanden
1 del fuglesand og
1 del pimpstensgrus eller lergranulat.
Vanding
Rodklumpen skal have lov til at tørre godt ud mellem vandingerne, men ikke helt.
Hvor ofte du skal vande, afhænger af forskellige faktorer. I de varme sommeruger er vandbehovet større end i de kølige vinterkvarterer. En stor kaktus med mange skud har brug for mere væske end et ungt eksemplar. Især hvis den vokser i en lille potte.
Du kan se, at du skal vande, på vægten af potten. Fugtigt substrat er tungere end tørt substrat.
Rhipsalis goebeliana
Gødning
I det første år efter køb eller ompotning behøver du ikke at gøde. De fleste substrater er gødet på forhånd, og det er lergranulat eller blandinger til orkideer i øvrigt også.
Derefter kan man give flydende gødning hver fjerde til ottende uge fra april til september.
Gødning til grønne planter, kaktusser, orkideer eller grøntsager er velegnet. Jeg bruger organisk grøntsagsgødning til næsten alle mine potteplanter.
Hvis du glemmer at gøde en gang imellem, vil det ikke skade Rhipsalis-kaktussen.
Rhipsalis ewaldiana
Temperatur
Mange Rhipsalis-arter kan holdes ved stuetemperatur hele året rundt. Det er dog også muligt at overvintre dem noget køligere, ved 12 til 17 °C.
Rhipsalis clavata
Fugtighed
Mine Rhipsalis skal klare sig med “normal” rumluft og en luftfugtighed på mellem 30 og 50 %. Det kan de godt tåle. For at fjerne støv fra skuddene bliver de af og til sprayet eller overbruset.
Rhipsalis mesembryanthemoides blomst
Hvordan kan man få Rhipsalis-kaktusser til at blomstre?
Der er ikke noget generelt svar på dette spørgsmål. Rhipsalis crispata og Rhipsalis elliptica blomstrer regelmæssigt i min have. Mest om foråret, men også når det bliver køligere igen efter de varme sommeruger.
Hjælpsomt for blomsterdannelsen kan være
hvis forskellen mellem dag- og nattemperatur er 10 °C eller mere,
en kølig vinterplacering ved 12 til 17 °C,
reduceret vanding.
Natskyggefamilien (Solanaceae) er en stor plantefamilie. Den omfatter mellem 1000 og 2700 arter i 100 slægter (kilde). De planter, den indeholder, er derfor alle mere eller mindre nært beslægtede med hinanden. Det botaniske navn på familien er Solanaceae.
Det er let at se på blomsternes form, at den sorte natskygge er i familie med kartoflen.
Vokser natskyggefamilier kun om natten eller kun i skyggen?
Ingen af delene. Ligesom mange andre planter vokser arterne i natskyggefamilierne både om dagen og om natten. Nogle er tilpasset til at leve i skyggen. Sort natskygge, for eksempel, koloniserer solrige til skyggefulde steder. Den almindelige tobak (Nicotiana tabacum) kan derimod godt lide lyse til solrige steder og trives ikke rigtig i skyggen.
Blomster af almindelig tobak (Nicotiana tabacum).
Er alle planter i natskyggefamilien spiselige?
Frugterne af mange planter fra natskyggefamilierne er spiselige. De mest kendte er nok arterne i Solanum-slægten. Ud over tomaten (Solanum lycopersicum) og kartoflen (Solanum tuberosum) omfatter dette også pæremelon (Solanum muricatum).
Det skal bemærkes, at med disse planter er det kun de modne frugter, der er spiselige. For kartoflens vedkommende er det kun knoldene, der vokser i jorden, og ikke de små grønne bær.
Tomatplante vokser vildt.
Peberfrugter og auberginer er også populære afgrøder i denne familie.
Planter fra natskyggefamilien tjener os dog ikke kun som mad. Nogle arter siges at have berusende og helbredende egenskaber. Bærrene fra galnebær (Atropa belladonna) kan være dødbringende i store mængder.
Når det gælder sort natskygge, er der modstridende oplysninger om bærrenes giftighed. Derfor er mit tip ikke at spise noget ukendt, der vokser i skoven, på engen eller ved vejkanten.
Blomsterne af bittersød natskygge (ovenfor) og almindelig pigæble (nedenfor).
Hvordan ser arterne i natskyggefamilierne egentlig ud?
Det, de fleste planter i natskyggefamilierne har til fælles, er deres fem kronblade. De kan være sammenvoksede ved basis.
Ellers gælder det samme som for andre store plantefamilier: der er etårige og flerårige arter. Derudover hører stauder, buske og træer også til natskyggefamilien.
Bulmeurt (Hyoscyamus niger) er hjemmehørende i Danmark.
Hvilke natskyggeplanter findes i Danmark?
Almindelig pigæble (Datura stramonium)
Med sine stærkt tornede frugter og store trompetformede blomster er den almindelige pigæble nok det mest iøjnefaldende medlem af natskyggefamilien, som findes i Danmark.
Dens blomster er ikke kun hvide, de kan også være bleglilla eller gule.
Datura stramonium er en neofyt og stammer sandsynligvis fra Mellemamerika. Den har dog vokset i Europa i meget lang tid og kan derfor betragtes som hjemmehørende.
Sort natskygge (Solanum nigrum)
Sort natskygge vokser langs vejkanter, i haver og parker, på mure og trapper. Dens små hvide blomster kan komme frem indtil den første frost.
Solanum nigrum er en etårig plante og spirer sent. Unge planter kan først ses fra juni eller juli. Den dør allerede ved den første frost, men dens frø overlever vinteren.
Højrød natskygge (Solanum villosum)
Højrød natskygge ligner sort natskygge. Arterne kan kendes fra hinanden på bærrenes farve. I tilfældet med Solanum villosum kan de være røde eller gule.
Bittersød natskygge (Solanum dulcamara)
Den bittersøde natskygge er en klatrende halvbusk med lilla blomster og røde bær. På steder med god vand- og næringsforsyning kan den blive flere meter høj.
Solanum dulcamara kan formeres ved stiklinger og frø.
Almindelig bukketorn (Lycium barbarum)
Bærrene fra det almindelige bukketorn kaldes gojibær, de smager bittert og syrligt. Så de har de bedste forudsætninger for at kunne sælge dem dyrt som en superfood. De skulle være suuuuuuper sunde.
Lycium barbarum er kommet til Europa som en kulturplante og har bredt sig vildt i mange lande. Den koloniserer dæmninger, grøfter, volde, parker, kirkegårde og kan også findes på mure.
Grøn skærmaks (Setaria viridis) hører til den store Poaceae-familie og er i familie med spelt, ris, hvede og andre populære kornsorter.
Hvordan den etårige plante ser ud, afhænger af dens placering.
Grøn skærmaks på en væg.
Som hovedregel kan grøn skærmaks blive op til 50 centimeter høj. Den har aks fra juni til oktober.
Langs eller på stier vokser græsset næsten vandret, hvor det som regel forbliver småt og kun bliver op til 10 centimeter højt.
Grøn skærmaks ved vejkanten.
På mindre forstyrrede steder med bedre jord peger bladene lodret opad. Her kan den nå højder på op til 50 centimeter.
Bortset fra byområder, hvor den koloniserer stier, vejkanter, mure, byggepladser og haver, kan Setaria viridis også findes på dæmninger, volde og i enge.
Dens oprindelige udbredelsesområde omfatter regioner i Asien, Europa og Nordafrika. Som en invasiv art lever den også i Nordamerika og Sydamerika (kilde).
Grøn skærmaks vokser langs eller på stier.Grøn skærmaks’ aks kan ses fra juni til oktober.
